fbpx

Aldersopsparing

Der er kommet mere og mere fokus på Aldersopsparingen, hvor bl.a. Politiken har været ved at skrive om den “hemmelige” form for opsparing.

Aldersopsparing er en form for pensionsopsparing, ligesom du måske har hørt om ratepensioner og arbejdsmarkedspensioner. De forskellige pensioner har forskellige fordele og ulemper, og det er godt at sætte sig ind i hvornår den enkelte kan være en fordel og en ulempe. 

I dette indlæg vil jeg sætte fokus på hvad en Aldersopsparing kan betyde for dig.

 

Mine personlige begrundelser for at oprette en Aldersopsparing: 

  1. Jeg oprettede den i start 2020 og kan ifølge gældende regler få opsparingen udbetalt 3 år før min pensionsalder; her tales der om folkepension. Jeg er født i 1989 og som det ser ud nu, så kan jeg måske først få min folkepension som 73årig. Av av, siger jeg bare. Så Aldersopsparingen giver mig en mulighed for at skabe et økonomisk grundlag for de 3 år inden jeg når folkepensionsalderen. 
  2. Indbetalingsløbet er på kun 5.400kr, men det er faktisk helt okay for mig. Jeg står midt i etableringsfasen af livet med huskøb, børn og har årene foran mig, så derfor er det mindre beløb opnåeligt, overskueligt og jeg kan nå at nyde godt af renters rente med min alder. 
  3. At der ikke er fradrag for indbetalingen har ikke den store betydning for mig, fordi jeg ikke tjener nok til at betale topskat. 

 

Derudover er der mange detaljer og gode ting at vide om Aldersopsparingen og jeg har her lavet et, så kort som muligt, overblik over nogle af de detaljer som kan have en betydning for dig. 

 

Nogle få punkter, som KAN være en ulempe for dig:

  • Hvor indbetalingen til fx ratepension kan bruges til fradrag i skat (fordelagtigt, især hvis man har nået topskat), så er der ikke fradrag for indbetaling til Aldersopsparing. 
  • Aldersopsparingen kan ikke oplægges til en ratepension eller livrente. 
  • Aldersopsparingen modregnes i efterløn. (Har du fravalgt efterløn, så er dette ikke relevant for dig.)

 

Det var de punkter som kan ses som ulemper, men lad os se om de næste punkter ikke kan opveje de få ulemper.

 

Hvad er fordelene ved Aldersopsparingen?

  • Du skal IKKE betale skat eller afgift af din Aldersopsparing, når du får den udbetalt ved pensionsalderen. Læs mere om din pensionsalder her
  • Der betales skat hvert år af afkastet, 15.3%. Nogle vil helst undgå lagerbeskatning, men det er en meget lav beskatning. 
  • Opsparingen udbetales typisk på én gang (hej, ferielejlighed i Italien 😉 ), men kan også udbetales i mindre portioner ad gangen, som kan udskydes i helt op til 20 år fra pensionsalderen. 
  • I modsætning til ratepension og livrenter er der ingen modregning i pensionstillæg, altså modregnes Aldersopsparingen ikke i din udbetaling af Folkepension. 
  • Det er muligt at få Aldersopsparingen udbetalt ved varigt tab af erhvervsevnen, hvis man bevilges førtidspension eller bliver ramt af livstruende sygdom. Hvis du dør, så bliver din Aldersopsparing udbetalt til dem du har begunstiget. 

 

Det her skal du være opmærksom på ved Aldersopsparingen: 

Derudover er der nogle punkter, som jeg har valgt at betegne som en form for begrænsning.Det er der som oftest ved flere af de mere skatte-fordelagtige ordninger. (F. eks. Aktiesparekontoen, som du kan læse mere om her.)

  • Ved oprettelse af en Aldersopsparing med de nuværende regler (2021), så kan pengene tidligst udbetales 3 år før folkepensionsalderen og er altså bundet indtil da.
  • Hvis du vil have din Aldersopsparing udbetalt før din pensionsalder, så skal du betale en afgift på 20%. 
  • Man må maks indbetale 5.400kr i 2021 (i 2020 var det 5.300kr.). Beløbet er altså pr. år. Her skal man være obs. på om man har kontanter på opsparingen til at betale lagerskatten, eller om man sælger ud hvert år af sine værdibeviser for at betale skatten. 
  • Hvis, og kun hvis, du har 5 år eller mindre til folkepensionsalder, må du indbetale op til 52.400kr i 2021.(Obs. at der er særlige forhold ved udbetaling fra anden pensionsordning, læs mere hos Skat her.)

 

Hvordan kommer jeg igang med en Aldersopsparing?

Du kan enten vælge at oprette en Aldersopsparing ved en investeringsplatform, f. eks. Nordnet, eller gennem din egen bank. Det er nemt at få oprettet ved banken og kan oftes investeres igennem en af bankes puljer.  Men samtidig er der flere omkostninger ved at oprette den gennem banken (du betaler banken for administration). Ved at oprette gennem f. eks. Nordnet sparer du omkostninger og får mere frihed i forhold til valg af værdibeviser til din Aldersopsparing.

 

Jeg håber det gjorde dig lidt klogere på om en Aldersopsparing kunne være interessant for dig 🙂 Kommentér gerne herunder, hvis der dukker flere spørgsmål op.

 

Hilsen Heidi

 

Aldersopsparing

 

Læs mere om Aldersopsparing her

Ældresagen 

Skat

Formuepleje 

Opdateret 29. marts, 2021

12 Comments

  • Jeanne
    Tak for dit skriv om alderopsparing. Jeg er 62år og regner med at gå på pension som 67årig. Min mand døde sidste år og jeg har fået udbetalt et par af hans pensioner. Pga. af den negativ rente i banken har jeg nu købt lidt aktier. Efter at have læst dit indlæg om alderspension, er det måske en god idé også at sætte ca 52000kr/år ind på en aldersopsparing. Hvad mener du? Kan det betale sig eller er det en anden mulighed som er bedre? Mange hilsner Jeanne
    • Heidi Nielsen
      Jeg tænker at det er en oplagt mulighed. Jeg ville se på fordele og ulemper, samt evt. tage en snak med en rådgiver. Fx en uafhængig rådgiver, som kan se på din samlede økonomi og pensioner, og få lagt en plan ud fra hvad det er at du ønsker og drømmer om. Du kan også tale med din bankrådgiver om det kunne være en idé med en Aldersopsparing i din økonomi og bare huske på at bankrådgiveren selvfølgelig vil anbefale bankens egne produkter :) Min Aldersopsparing i banken er ret ny, men er fint tilfreds med dens performance indtil videre :)
  • Moni
    Hvilken slags værdibeviser anbefaler I til en aldersopsparing? :) Jeg er 21 år og vil gerne starte tidligt ud med forberedelse til pension. Vh Monique
    • Heidi Nielsen
      Jeg vil ikke gå så langt som til at anbefale, da jeg ikke er uddannet rådgiver, men det kan være oplagt at se på værdibeviser som alligevel er lagerbeskattede, da Aldersopsparingen er lagerbeskattet. Det kan fx være ETFer eller akkumulerende indeksfonde :) Jeg har min egen Aldersopsparing gennem min bank, hvor der investeres i en af bankens egne puljer.
  • Pia
    God artikel, nem at forstå og ed relevante fakta.
    • Heidi Nielsen
      Dejligt at du kunne bruge den! :)
      • Inger christensen
        Tak for god forklaring. Jeg har en aldersopsparing i min bank. Jeg forstår at banken ordner betaling af lagerbeskatning + skat af evt udbytte. Men skal jeg selv ind på min årsopgørelse og skrive noget ??
        • Heidi Nielsen
          Hej Inger Jeg har også gennem banken, hvor det hele er automatiseret. Jeg skal ifølge min rådgiver kun gøre noget ved årsopgørelsen, hvis jeg indbetaler mere end det tilladte beløb. Det undgår jeg at tænke over, da overførslen er automatiseret og bliver tilpasset hvert år til det tilladte årlige beløb. Men jeg ville skrive en mail til din rådgiver, bare for at være på den sikre side :) Hilsen Heidi
  • Gitte Bell
    Hej - fin artikel Jeg er 61 år, har stadig min efterløn, og bliver i tvivl om hvorvidt aldersopsparing så overhovedet kan betale sig for mig. Kan du hjælpe med hvordan jeg vil kunne beregne det? Det med at spare op af egne midler, for så at blive trukket af egne midler et andet sted, lyder jo ikke særligt interessant. Hilsen Gitte
    • Heidi Nielsen
      Hej Gitte Da jeg ikke er økonomisk rådgiver eller uddannet på området, så vil jeg henvise til Ældresagens skriv om modregning af fx Aldersopsparing og ratepensioner. https://www.aeldresagen.dk/viden-og-raadgivning/penge-og-pension/efterloen?gclid=CjwKCAjwr56IBhAvEiwA1fuqGrD_Yi6URqoQPVQQAKGzND254uMCZ2MPUAdM1ognirJWgOCagOA8MBoCGLUQAvD_BwE De har en håndbog med titlen Værd at Vide, som gennemgår modregningsreglerne. Ældresagen henviser selv til at man snakker med sin A-kasse om modregningsregler i forhold til efterløn. Det ville være min egen tilgang til det, at læse håndbogen og derefter snakke med A-kassen, så jeg havde noget baggrundsviden at basere samtalen på :) Håber det kan hjælpe dig frem til om en Aldersopsparing er noget for dig eller ej :) Hilsen Heidi
  • Stella
    Hej Heidi, Først og fremmest tak for en god artikel :-) Jeg overvejer selv en aldersopsparing som supplement til min arbejdsgiverpension og mine investeringer for frie midler. Jeg har dog især en overvejelse som jeg godt vil høre dine tanker om. Jeg er fuldstændig enig i, at det er en fordel, at udbetalingerne til den tid ikke modregnes i folkepensionen. På den anden side lagerbeskattes aldersopsparingen med 15,3% om året, det vil sige, at jeg skal sikre mig et afkast på minimum 15,4% om året for at mine penge vokser i de år, hvor jeg ikke har mulighed for at indbetale. Uden at komme ind på hvad du præcist har investeret i, er dette "krav" om minimumsafkast, hvis opsparingen ikke bare skal æde sig selv op i lagerbeskatning de år hvor du ikke har mulighed for at indbetale de i omegnen af 5.000 kr. så noget du har haft med i dine overvejelser inden du klikkede "opret"?
    • Heidi Nielsen
      Hej Stella! Lagerbeskatningen betales kun af afkastet, ikke hele opsparingen. Så derfor vil opsparingen vokse (medmindre det er et år med negativt afkast), selvom man i nogle år ikke indbetaler :) Og skulle man have år med negativt afkast, så kan det tab modregnes ved fremtidige gevinster. Så beskatningen på 15,3% er en fordel, medmindre man gerne vil undgå lagerbeskatning. Personligt undgår jeg lagerbeskatning på mine frie midler, fordi jeg synes det er mindre kompliceret med realisationsbeskatning, men med deciderede pensionsmidler kommer man ikke udenom lagerbeskatningen :) Håber det var svar på dit spørgsmål! :) - Heidi

Leave a comment