fbpx

Finansiel Uafhængighed (FIRE) En introduktion

Jeg har i et par år fulgt med i både det amerikanske og danske FIRE-miljø som stræber efter finansiel uafhængighed. Her har jeg personligt fået meget god inspiration til virkelig at overveje hvordan jeg vil håndtere og indrette mit eget liv og økonomi.

Det der står helt klart er at vi bliver nødt til at handle. Vi kan ikke bare lade stå til, hvis vi vil have det vi drømmer om. Men vi skal bevidst tage stilling til hvad det er at vi vil have ud af vores liv, sådan at vi kan handle på det og have det økonomiske grundlag til at opnå det liv.

Hvad er FIRE?

FIRE står for Financial Independence, Retire Early. Det kan på dansk oversættes til Finansiel Uafhængighed, Tidlig Pension (men FUTP klinger bare ikke nær så godt som FIRE).

FIRE er en bevægelse af mennesker som modsætter sig tanken om at blive ved med at leve i ”hamsterhjulet”. De tror på at man med nogle bevidste valg kan spare op og investere ens hårdt tjente penge og på den måde opnå finansiel uafhængighed og være i stand til at pensionere sig selv fra arbejdsmarkedet, hvis det er det man har lyst til.

Hvorfor gå efter FIRE?

Der er mange tilgange til FIRE, men det allervigtigste er at tænke: hvad vil finansiel uafhængighed betyde for dit liv og dine valg?

Motivationen for finansiel uafhængighed kan være mange ting:

  • Mere tid sammen med familien
  • Mere frihed i valg af job og arbejdstider
  • Mere tid til at rejse og flere rejser
  • Mere tid til hobbyer
  • Tid og mulighed for sabbat-år
  • Mulighed for at kunne forlade det traditionelle arbejdsmarked før den forventede pensionsalder

En 30årigs forventede pensionsalder er i dag 72 år. Hvis du har svært ved at se dig selv arbejde fuldtid som 72årig, så har du muligheden for at tage nogle valg der efterlader dig med mere frihed til at vælge. I stedet for at lade din økonomi vælge for dig.

Hvordan opnår jeg FIRE?

Det skal heller ikke være en hemmelighed at FIRE vil kræve at du tænker alvorligt over hvad der er vigtigt for dig. Der er ikke penge til det hele. En typisk tommelfingerregel er at sigte efter at lægge 50% af din indtægt til side til investeringer. Det kræver oftest nogle velovervejede til- og fravalg i din økonomi. Hvis altså du gerne vil kunne pensionere dig selv helt og holdent. Det kan fx være gennem investering i aktier eller ejendom. Men mindre end 50% kan også gøre det, hvis du blot overvejer deltid eller kan leve på et mere stramt budget. Det kommer alt sammen an på dine ønsker og valg.

Jeg vil løbende skrive mere indhold i FIRE-ånden og ellers (hvis du er til amerikanske podcasts) kan jeg anbefale at lytte til podcasten ChooseFI episode 100, som er en god start for nye FIRE-interesserede 😊

1 Comment

  • Er interesseret i at leve uafhængigt.

Leave a comment