fbpx

How Do You Do Tine Choi Danielsen

Vi er meget glade for at seje Tine Choi Danielsen ville være med i vores interview-serie How Do You Do! Tine er til daglig chefstrateg på PFA, og hun ved virkelig meget omkring aktiemarkedet. Tusind tak fordi du ville være med til interview! 🙂

Hvem er Tine Choi Danielsen?

45 år, mor til to, Filippa 15 og Leander 12 og bosiddende i Malmø. Jeg er uddannet Cand. Oecon fra Århus Universitet og har desuden en mastergrad I Østasien studier. Jeg har arbejdet som analytiker i den finansielle sektor siden 2000 med makroøkonomiske analyse og de finansielle markeder senest som chefstrateg i Danske Bank og er netop startet i PFA som chefstrateg.

 

Hvorfor investerer du?

For at øge afkastpotentialet på min opsparing og primært spare op til min pension. Jeg vil gerne have mulighed for at trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet uden at skulle være tvunget til at ændre min levestandard alt for meget. Fx det at have råd til at kunne blive siddende i mit hus er vigtigt for mig, så udover at sørge for at sætte nok penge til side til pension, så investerer jeg også dem.

 

Hvor finder du din motivation?

Det gør jeg via mit arbejde og interesse for finansmarkederne/samfundet. Og så er jeg økonom…. Så uanset om jeg havde arbejdet i den finansielle sektor eller ej, ville jeg nok have investeret mine penge. Men det er klart at jeg bliver motiveret via mit arbejde, som i bund og grund går ud på, at jeg følger udviklingen på finansmarkederne nøje og har en holdning til alt det, der påvirker og potentielt kan påvirke hele tiden. Det er sindsygt spændende og jeg føler mig priviligereret ved at have et job, som også er en personlig interesse.

 

Hvordan begyndte du at investere?

Jeg begyndte først da jeg fik mit første arbejde. For det første fik jeg jo penge, der kunne gå til opsparing og for det andet så startede jeg i et markedsområde med dealere og hele molevitten, så det var svært ikke at få lyst til at komme i gang. Det første jeg købte var en investeringsforening – for at få den rette spredning, og så var Novo min første enkeltaktie. Pengene var en ratepension, som jeg selv har råderet over

 

Hvordan ville du beskrive dig selv som investor?

Højrisiko, men dødkedelig. Jeg er langsigtet og nok noget at det tætteste man kommer på en køb-og-behold-investor.

Det er der flere grunde til: for det første er jeg som ansat i finanssektoren underlagt regler for handel med værdipapirer, og kan derfor ikke bare købe og sælge som jeg vil. For det andet er mine spidskompetencer markroforhold og ikke enkeltselskaber. Så når jeg investerer gør jeg det oftest via fonde for at få en ordentlig spredning. Jeg har simpelthen ikke tiden til selv at udvælge enkeltselskaber i et land eller en sektor, hvor jeg vurderer, at langsigtede trends, temaer eller politiske og økonomiske forhold vil gavne aktiemarkedet.

Køb-og-behold kommer også ind ved, at det sidste jeg har tid til at kigge på, når aktiemarkederne dykker, er mine egne investeringer. Når krisen rammer, så er arbejdet førsteprioritet. Derudover så er jeg nok også “arbejdsskadet”: jeg ved at markederne nok skal rette sig og indhente det tabte (aktier karakteriseres bl.a. af mean reversion, dvs. de søger tilbage til det årlige gennemsnitlige afkast), og så længe jeg stadig har mere end 20 år til jeg skal bruge pengene, så ryster jeg ikke på hænderne selvom værdien af mine investeringer synker. Desværre når jeg så heller ikke altid at få købt op, når markederne går nedad.

I erkendelsen af tiden er en knap faktor, så er det også kun en lille slat af min pension, som jeg investerer selv. Størstedelen overlader jeg trygt til eksperterne i mit pensionsselskab. Jeg vælger risikoprofil/produkt og har den/det med absolut størst mulige aktieandel. Igen fordi der stadig er længe til jeg skal bruge pengene.

 

Hvad er dine opsparingsmål?

Spare op til pensiontilværelsen, og ja mit fokus herpå er steget i takt med at jeg er blevet ældre. Jeg har altid interesseret mig for hvordan min pension blev investeret, men set I bakspejlet kan jeg da godt ærge mig over, at jeg ikke har sat lidt ekstra af, da jeg var yngre, for set over ens totale arbejdsliv, så bliver selv 100 kr ekstra om måneden til en del, hvis man sørger for at investere pengene løbende.

Derudover så elsker jeg at rejse med mine børn, så der bliver også sat lidt penge af hertil hver måned, så vi både kan komme på sommer- og vinterferie. Og endelig så sørger jeg for at have en buffer til uforudsete udgifter.

 

Hvilke tærskler syntes du var de sværeste at komme over, da du begyndte?

Selve beslutningen om hvad jeg skulle købe og så hvornår jeg skulle trykke på køb-knappen. Man følger jo med i kursudvikling såsnart man har en ide om hvad man gerne vil købe, og så vil man helst købe så billigt som muligt. Jeg tror faktisk den største tærskel var en underliggende frygt for at dumme mig med købet. Den frygt forsvandt dog som dug for solen efter mit første tryk på “køb” i netbanken.

 

Hvordan tror du aktiemarkedet udvikler sig de næste 10 år?

Det vil stige og give det årlige gns. Afkast på knap 7%, men det kommer ikke til at stille for sig. Vi har jo befundet os I et langt bullmarked siden aktiemarkedet bundede den 9. Marts 2009 efter finanskrisen, og hvor de årlige afkast har være højere end det historiske gennemsnit. Så det vi ved er, at der på et eller andet tidspunkt kommer en periode, hvor afkastene vil være under gennemsnittet – det er det smukke ved mean reversion. Det umulige er at forudsige hvornår nedturen starter. Det sagt, så er væksten pt. på vej ned i gear, og jeg har meget svært ved ikke at forestille mig, at der kommer en global recession inden for de næste ti år. Når efterspørgslen falder, så falder virksomhedernes indtjening og dermed aktiekurserne.

 

Hvorfor tror du det er så relativt få kvindelige investorer i Danmark?

Med fare for at lyde oldnordisk, så tror jeg det handler om noget så simpelt som interesse kombineret med en portion traditionel kønsrollemønster. Manden tager sig af det økonomiske og kvinden driver husholdningen. Så det er jo ikke fordi kvinder ikke tager masser af økonomiske beslutninger i hverdagen. Prioriteringen er bare anderledes end mænds og det er jo superskønt ikke at skulle tænkte på det, der ikke interesserer en, så længe man har en anden til at varetage de ting man ikke selv gider. Jeg fornemmer dog at det er under kraftig forandring, formentlig fordi det traditionelle familiemønster er i opbrud. Der er flere singler, vi får børn senere, flere par vælger at leve hver for sig osv. Alt sammen faktorer, der gør at kvinders interesse for deres økonomiske situation helt automatisk får en anden prioritet.

 

And last but not least – How do you do?

Jeg har det fantastisk og glæder mig til at komme op i omdrejninger I mit nye stilling! Har været så heldig at få lidt fri i forbindelse med mit jobskifte, så alle batterier er ladet op. Er jo lidt en gave pludselig at få tid til at læse skønlitteratur og være sammen med ungerne uden samtidig også at skulle tænke på den næste praktiske opgave i hjemmet.

Comment

There is no comment on this post. Be the first one.

Leave a comment