fbpx

Sommerhusejer under corona-krisen

|     Gæsteindlæg af Moneypenny ambassadør Marlene Maria Nielsen     |

Sommerhusejer under corona-krisen

Som beskrevet i tidligere indlæg har vi investeret i et sommerhus nær Løkken til udlejning samt privat brug. Vi er, som rigtig mange andre, ramt af corona-krisen i forhold til vores udlejning af sommerhuset, da det i 90-95% af tilfældene udlejes til udenlandske feriegæster. De har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at komme til Danmark, da grænserne er lukkede.

Denne helt specielle situation kaldes force majeure, hvilket betyder, i henhold til vores formidlingsaftale med vores udlejningsbureau, at vi som udlejere, ikke har krav på betaling for lejemål i denne situation. Force majeure er altså et punkt i vores kontrakt, som gør sig gældende i ekstraordinære situationer og som parterne ikke har kontrol over (eks. krig, strejke eller en naturkatastrofe) og i dette tilfælde coronavirus.

Status på vores udlejning

På nuværende tidspunkt har vi mistet 3 ugers udlejning til udenlandske feriegæster, og har grundet den sene udmelding af grænselukningen, ikke haft tilstrækkelig mulighed for at leje sommerhuset ud til danskere. Heldigvis var sommerhuset udlejet til danskere i påsken, hvilket betød, at de kunne benytte huset og vi fik dermed indtægt for denne uge.

Som det ser ud nu, så er grænserne lukkede indtil den 10. maj, og vi får udenlandske feriegæster på besøg den 16. maj, såfremt at grænserne åbner. Vi følger med i medierne og håber snart på en udmelding omkring de danske grænser.

Flere medier bringer dog nyheden om, at de danske sommerhuse bookes som aldrig før af danskerne. Og det er rigtig godt. Men situationen er den, at os som allerede har hele sommeren booket af udenlandske feriegæster, ikke får glæde af de mange danskere, som germe vil holde ferie i de danske sommerhuse. Ihverfald ikke lige nu.

Vores bookingkalender er nemlig fortsat booket af de udenlandske feriegæster, som måske eller måske ikke kan komme til Danmark og holde sommerferie. Så indtil regeringen melder ud, om grænserne fortsat skal være lukkede sommeren over, kan vi kun afvente og frygte, at hele indtægten fra højsæsonen går tabt. Jo tættere vi kommer på højsæsonen, uden at vide om grænserne åbner igen, jo mindre chance har vi for at få lejet vores sommerhus ud til danskerne. Det bliver spændende og nervepirrende at se hvad der sker den kommende tid.

Fremtiden som sommerhusinvestor

Det vi oplever i hele verden på nuværende tidspunkt, er en helt ekstraordinær situation. Derfor synes jeg ikke, at man med udgangspunkt i nuværende situation, skal være nervøs for at købe sommerhus med henblik på investering. Jeg håber og tror, at denne corona-krise vil få flere danskere til at benytte de danske sommerhuse i sommerferien og generelt hele året rundt. Ligeledes tyder det på, at flere også vælger at investere i eget sommerhus i disse tider. Boligsiden skriver at corona og klimadebatten har skabt større interesse for sommerhusene i Danmark. Dette i takt med, at de mange flyrejser til syden giver flere danskere dårlig klimasamvittighed.

De nyeste handelstal fra Boligsiden viser ligeledes, at sommerhussalget går 19% frem i marts 2020 sammenlignet med marts 2019. 

Så selvom at denne forfærdelige krise har kostet rigtig mange menneskeliv og har skabt store økonomiske udfordringer (mildt sagt), så tror jeg også, at den bidrager med noget positivt. Vi har fået meget mere samvær som familie, og ja, det har været utrolig hårdt – herhjemme har jeg haft to drenge under 2 år! Det er ikke for sjov. Men måske vi i fremtiden vil prioritere samværet og bruge weekenden i f.eks. de danske sommerhuse, for at koble af fra den til tider travle og stressede hverdag.

Vi håber på, at grænserne snart åbnes eller at regeringen meget snart melder ud, at grænserne ikke åbnes henover sommeren, så vi kan få sommerhuset lejet ud til danskere. I mellemtiden vil vi bruge tiden på, at finde ud af hvordan vores nye sommerhus, som vi formentlig snart kan gå i gang med at bygge, skal se ud. Vi afventer plantegning samt prisoverslag fra et byggefirma, og skal derefter en tur i banken for at finde ud af, hvornår det er muligt at realisere byggeprojektet.

Jeg håber, at I Moneypennies vil gøre brug af de mange dejlige sommerhuse i Danmark. Og hvem ved? Måske I bliver forelsket i den magiske sommerhusstemning, som jeg synes sommerhuse i Danmark har, så I beslutter jer for at investere i et sommerhus.

Spørg endelig, hvis I har spørgsmål.

P.s. Det positive ved denne situation er, at vi nu selv har haft mulighed for at bruge sommerhuset i en periode, som ellers plejer at være udlejet. Vi har nydt det gode danske forårsvejr og fået nogle dejlige naturoplevelser med vores børn 🙂

Comment

There is no comment on this post. Be the first one.

Leave a comment