fbpx

Introduktion til sommerhusinvestering

sommerhus og investering

|     Gæsteindlæg af Moneypenny ambassadør Marlene Maria Nielsen     |

Ejendomsinvestering | sommerhusinvestering

Et alternativ til aktieinvestering kan være ejendomsinvestering, i mit tilfælde, investering i sommerhus (sommerhusinvestering). Dette synes jeg, er en spændende og fordelagtig måde at investere sine penge på.

 

Sommerhusinvestering

I sommeren 2018 købte min kæreste og jeg et sommerhus. Sommerhuset skulle være en investering, som vi med tiden kunne tjene penge på, men samtidig også en investering vi som familie kunne få glæde af.

Da vi begyndte at kigge efter sommerhus, var det udelukkende på den jyske vestkyst, da vi prioriterede, at der var forholdsvis kort afstand fra vores bopæl til sommerhuset. Inden vi købte sommerhuset, skulle vi træffe en række valg omkring prisniveau, beliggenhed, størrelse, tilstand samt grund. Eftersom køb af sommerhuset var med udlejning for øje, var det vigtigt, at det kunne lejes godt ud med det samme. Vi forhørte os derfor hos flere udlejningsbureauer omkring hvad et udlejningssommerhus skulle indeholde af faciliteter, for at få maksimalt ud af vores investering. Valget faldt på et sommerhus af nyere dato med plads til 6-8 personer med spabad, sauna, brændeovn, køkken-alrum og loft til kip, da dette bl.a. er hvad lejerne efterspørger. Specielt spabad, sauna og brændeovn var vigtigt, da det har stor betydning for udlejningen i ydersæsonen.

Hvor ligger vores sommerhus?

Huset er placeret 800 m fra Vesterhavet på en 3000 m2 stor naturgrund med udsigt til eng og søer. Sommerhuset ligger i den lille by Nr. Lyngby ca. 5 km fra Løkken, med en flot hvid sandstrand omgivet af stejle klitter – et rigtig dejligt naturområde. I Nr. Lyngby er kvadratmeterpriserne væsentligt billigere end i nabobyerne Løkken og Lønstrup, uden at det har nævneværdig betydning for udlejningen. Personligt vægtede vi også, at der skulle være under en times kørsel fra vores bopæl, hvis der skulle opstå problemer med sommerhuset og, så vi selv havde kort afstand til en afslappende weekend i huset.

sommerhusinvestering
Fordelen ved at investere i et sommerhus er, at man selv kan benytte det og derved spare lidt penge i feriebudgettet. Samtidig er det bare rigtig hyggeligt og afslappende at være i sommerhus.

Salget af sommerhuse i Danmark går rigtig godt for tiden. Set over det seneste år er salgspriserne i gennemsnit steget 4,4%, hvilket hænger sammen med de lave renter. Derudover sætter udlejningen af sommerhuse rekord i år (2019), ifølge nye tal fra Danmarks Statistik.

Hvordan kan du tjene penge på dit sommerhus

Du kan enten vælge at leje dit sommerhus ud selv eller få et udlejningsbureau til at stå for udlejningen. Da vi overtog vores sommerhus, overtog vi det med en udlejningsaftale gennem et udlejningsbureau. Dette vil jeg klart anbefale, da der er minimalt arbejde forbundet hermed, eftersom bureauet står for det meste.

Når du udlejer dit sommerhus, skal du betale skat af en del af lejeindtægten. Der er to forskellige opgørelsesmetoder, som du kan vælge mellem. Den ene metode fast bundfradrag (40%-reglen), er den som vi benytter, fremfor den anden metode regnskabsmæssigt fradrag.

Nedenfor kan du se udregningen på vores lejeindtægt pr. 1. oktober 2019.

Beregning af beskatning af sommerhusudlejning med 40%-reglen
Bruttolejeindtægt 71.865,75 kr.
+ strøm, vand, olie mm. 10.001,5 kr.
Samlet lejeindtægt 81.867,25 kr.
Skattefrit fradrag/bundfradrag -41.800 kr.
Lejeindtægt minus bundfradrag

– fradrag på 40% af 40.067,25 kr.

40.067,25 kr.

-16.026,9 kr.

Til beskatning som kapitalindkomst 24.040,35 kr.
Skat (34% ved negativ kapitalindkomst) 8.173,72 kr.
Lejeindtægt efter skat (81.867,25 kr. – 8.173,72 kr.) 73.693,53 kr.

Ved brug af ovenstående metode, er de første 41.800 kr. af lejeindtægten skattefrie. Derudover har du et skattefrit fradrag på 40%, hvilket betyder, at du kan trække yderligere 40% fra den resterende lejeindtægt. Beløbet som der er tilbage, efter at du har fratrukket bundfradraget og fradraget på 40%, bliver beskattet som kapitalindkomst.

Hvis du lejer dit sommerhus ud gennem et udlejningsbureau, sørger bureauet for at indberette din lejeindtægt, så den tilbageværende restskat fremgår af din årsopgørelse fra SKAT.

Indtægt på vores sommerhusinvestering

Som det fremgår af tabellen, har vi altså en indtægt efter skat på 73.693,53 kr. ved udlejning af vores sommerhus. Det skal dog tages i betragtning, at der også er udgifter forbundet med at eje et sommerhus, såsom ejendomsskat, fritidshusforsikring, internet, udgifter til vedligeholdelse samt rente og afdrag på realkreditlån, såfremt man ikke har afdragsfrihed på sit lån. I vores tilfælde er der et fornuftigt overskud, som betaler samtlige udgifter og hovedparten af afdraget. Sommerhuset er 100% finansieret via friværdien i vores hus (25%) og sommerhuset (75%). Vi har derfor ikke lagt nogle penge i forbindelse med sommerhuskøbet.

Til sidst kan jeg fortælle, at vi netop har købt en sommerhusgrund, så vi skal nu i gang med hele planlægningsprocessen omkring hvilket hus vi skal bygge, valg af byggefirma samt hvilke faciliteter huset skal indeholde i forhold til udlejning. En rigtig spændende proces, som jeg ser frem til at komme i gang med!

Jeg håber, at dette indlæg omkring sommerhusinvestering har givet en anden vinkel på hvordan man også kan investere sine penge. Kom endelig med kommentarer eller spørgsmål herunder.

Kh,

Marlene Maria Nielsen

sommerhusinvestering


 

4 Comments

  • Caroline Rosberg
    Tak for spændende indlæg! Har du lyst til at specificere, hvor mange uger om året, I lejer ud? Fornemmer du, I kunne leje ud endnu flere, eller hvor på skalaen ligger I? Synes du stadig, der er frie uger nok i kalenderen til at I også selv kan være der? Tusind tak!
    • Linnéa Schmidt
      Svar fra Marlene: Vi har udlejet vores sommerhus i 26 uger i år. Dette tænker jeg er rigtig godt, men samtidig kunne vi sagtens have haft mere udlejning i vinterperioden (her tænker jeg specifikt på vinterferien). Huse som er udstyret med f.eks. swimmingpool og aktivitetsrum udlejer mere i ydersæsonen end vores sommerhus, så du kan sagtens få mere udlejning end de 26 uger om året, alt efter hvilke faciliteter dit sommerhus har. Vi bruger selv huset alt det vi har lyst til. I år har vi været meget deroppe i marts og april, og igen her i efteråret. Det er altid muligt at spærre nogle uger hos udlejningsbureauet, så disse uger ikke kan bookes af lejere og du dermed selv kan bruge sommerhuset. Så hvis du har lyst til at holde din sommerferie i sommerhuset, så spærrer du bare en uge til dig selv hos bureauet. Jeg håber, at dette var svar på dine spørgsmål /Marlene
  • Rikke
    hmm, SKAT's hjemmeside, siger godt 40 tusind i bundfradrag og derefter skal man betale 60% skat af resten https://skat.dk/skat.aspx?oid=2234799
    • Linnéa Schmidt
      På SKAT's hjemmeside står der, at du skal betale skat af 60% af din indtægt udover det. 60% af det resterende beløb i min beregning er 24.040,35 kr., som der skal betales 34% skat af, svarende til de 8.173,72 kr. Jeg håber, at det hele giver mening /Marlene

Leave a comment