fbpx

Nybegynder – Hvor starter jeg?

Nybegynder i investering

Som nybegynder kan hele investerings-universet virke meget uoverskueligt. Der er også mange muligheder! Jeg er selv forholdsvis ny, men begyndte at interessere mig for aktieinvestering for ca. 2 år siden. Jeg begyndte i april at investere via Nordnet, så jeg har brugt noget tid på at læse og forstå. Tag dig tid til at læse om investering og økonomi. Det er en god investering i din økonomiske fremtid!

 

Linnéa har skrevet et rigtig godt indlæg, man som ny i investeringsverdenen kan lære rigtig meget af. Der er meget jeg ikke forstår eller ved (endnu), men jeg vil i dette indlæg forklare hvordan jeg selv greb det an, at komme i gang som nybegynder og investor i aktier.

 

Tag dig tid til at læse om investering og økonomi. Det er en god investering i din økonomiske fremtid! 

 

Nybegynder i investering

 

To råd til en ny investor

Som investor er der mange ting du kan investere i. Nogle ting er mere kompliceret end andre. Nogle ting er mere risikofyldte end andre. De absolut bedste råd jeg er stødt på er:

 

  • Du skal kun investere i det som du forstår
  • Du skal kun investere det som du kan tåle at miste

 

Ved at jeg forstår (i hvert fald på et overordnet plan) hvad det er at jeg investerer i, så har jeg også en bedre mavefornemmelse og jeg forstår min risiko. Og jeg tror det er den manglende forståelse som stopper mange i at komme igang. Det er ikke fedt at føle sig usikker, især ikke når det gælder ens hårdttjente penge. Og det vil altid være surt at miste penge, men jeg investerer kun det, som jeg kan tåle at miste og jeg er langsigtet. Det vil sige, at jeg har en del år, hvor jeg bare kan vente på at markedet vender, hvis og når et eventuelt fald i aktiepriser kommer.

 

Investeringsprodukt og -platform

Du skal som nybegynder bestemme dig for hvad du gerne vil investere i. Du kan investere i aktier (enten enkelt aktier eller fonde), obligationer, guld, sølv, kryptovaluta, vin og meget mere. Jeg kender ikke til det hele og kommer nok aldrig til det. Her i indlægget tager jeg som sagt udgangspunkt i, hvad jeg selv har haft en interesse i og en forståelse for (efter at have læst en hel del).

 

Jeg har ingen baggrund indenfor økonomi, andet end, at jeg har en stor interesse for at styre min økonomi. Det skal ikke være min økonomi som styrer mine valg i livet.

 

Rent praktisk, så skal du kunne købe dine investeringer et sted. To populære valg blandt Moneypenny´er er platformene Nordnet og Saxo (Linnéa har skrevet om de forskellige platforme her). Nordnet er bl.a. populær pga. deres Månedsopsparing uden kurtage. Saxo er populær pga. deres lave kurtage, som er god til mindre opkøb af enkelt aktier.

 

Jeg har ingen baggrund indenfor økonomi, andet end, at jeg har en stor interesse for at styre min økonomi. Det skal ikke være min økonomi som styrer mine valg i livet.

 

Jeg benytter mig selv af Nordnets Månedsopsparing, fordi jeg gerne vil investere for et mindre beløb i fonde hver måned. Der er så noget om, at kursen stiger en smule pga. det store opkøb lige præcis den ene dag om måneden. Men jeg kan godt  lide at det sker helt automatisk, så jeg ser det som en service man betaler en smule for på den måde. Jeg overfører automatisk til mit depot.

 

Efter jeg har udvalgt mine fonde, så tager Nordnet sig af resten. Du behøver nemlig ikke sidde konstant og tjekke kurser og hvordan det går med dine investeringer. Jeg har læst om flere som anbefaler kun at se på det hvert halve år eller hele år, hvis du er langsigtet. Men det kommer også an på, hvordan du forholder dig til eventuelle fald.

 

Men jeg har ikke det store at investere for?

Du behøver ikke et kæmpe beløb for at komme i gang. Nogle gange handler det også om learning-by-doing og tage ”hul på bylden”. Jeg begyndte med at overføre 500 kr. pr. måned til Månedsopsparingen på Nordnet, fordi jeg synes det virkede mindre risikofyldt og som en god langsigtet investering.

 

Har du ikke 500kr. om måneden, så overfør hvad du har. Ud af syne, ude af sind. Hvis du ved at du har en tendens til at bruge rub og stub, så start med at betale dig selv først. Med det så mener jeg at du overfører et udvalgt beløb hver den 1. i måneden til dit depot. Du behøver ikke nødvendigvis investere dem med det samme. Dine penge vil stå i dit depot. Hvis du har opsat en Månedsopsparing på Nordnet og når der er et minimum på 500kr. vil Månedsopsparingen investere pengene for dig.

 

Du kan overføre på samme måde til fx Saxo, hvis du synes det er lidt sjovere selv at kunne udvælge enkelt aktier. Du har måske et ønske om at investere i udbytte-aktier eller virksomheder som sætter bæredygtighed højt. Når du synes at du har et okay beløb, så kan du købe de aktier, som du er faldet for.

 

Hvis du gerne vil vide mere om investeringsmetoder, så kan du prøve at læse mere om Klodshans-metoden eller dollar-cost-averaging.

 

Hvordan udvælger jeg de gode aktier?

Hvis der var et simpelt svar på det, så ville alle investere. Der er en vis risiko forbundet med at investere. Måden at gribe det mere systematisk an er, at lave en teknisk analyse, men jeg opfatter det ikke som noget de fleste nybegyndere gør. Jeg har endnu ikke kastet mig over teknisk analyse, men har udvalgt nogle passive indeksfonde, fordi jeg på den måde sikrer mig en god spredning og mindsker omkostningerne.

 

Jeg har den holdning at man som nybegynder ikke skal gøre det sværere for sig selv, hvis det betyder at man slet ikke får startet. Jeg skal nok lære alt det jeg har lyst til at lære, med tiden.

 

Jeg har endnu ikke kastet mig over teknisk analyse, men har udvalgt nogle passive fonde, fordi jeg på den måde sikrer mig en god spredning og mindsker omkostningerne

 

Jeg har, som skrevet, udvalgt et par passive fonde. Nordnet har funktioner, som kan hjælpe dig med at vælge fonde. Er du mere interesseret i enkelt aktier, så kan du fx investere i virksomheder som har et produkt som du kan lide og tror på.

 

Langsigtet og kortsigtet investering

 

Når der snakkes investering som nybegynder, så er det også være vigtigt, at du gør dig nogle tanker om en strategi og om du er langsigtet eller kortsigtet. Det kan hjælpe dig med at undgå mange hurtige og impulsive beslutninger. Som langsigtet investor opkøber du og beholder i fx +10 år. Det kan fx være til et hus i fremtiden, en livspause eller pension.

 

Som langsigtet investor har du den fordel at du kan vente et eventuelt fald i markedet ud. Måske der sker et voldsomt fald i aktiepriserne, som i 2008-2009, men priserne har siden stabiliseret sig.

 

Som kortsigtet investor prøver du på at få nogle hurtige handler i hus, som giver en fortjeneste. For at sætte det på spidsen, så kunne du købe en aktie om formiddagen og sælge den ved frokosttid igen. Hvis altså der har været en stigning i aktieprisen.

 

Det som kan være lidt udfordrende ved dette, er at det kræver tid at sætte sig ned og holde øje med kurserne. Og de fleste af os har nok studie, arbejde, familie og venner som allerede tager det meste af vores tid. Jeg har for nu sat mig for kun at arbejde på langsigtet investering. Når jeg så synes jeg har nogenlunde styr på min fremtidige økonomi, så er planen at se nærmere på nogle flere udbytteaktier 🙂

 

Spredning

Men jeg nævnte også spredning tidligere. Hvad mener jeg med spredning? Spredning er noget du bør bruge for at mindske din risiko. Det handler om ikke at ”lægge alle æg i én kurv”. For taber du kurven/går det skidt for virksomheden, så kan du være meget udsat.

 

Nybegynder i investering

 

Du kan arbejde på, at have en god spredning ved at overveje et bredt udvalg af lande og brancher. Jeg har grebet det med spredning an ved bl.a. at have en global fond i min månedsopsparing. Ved brug af fonde eller ved opkøb af fx 10-20 virksomheder, så har du oftest sikret dig en god spredning.

 

———–

 

Jeg håber det gav en smule gåpåmod i forhold til at komme igang, som nybegynder indenfor investering! Jeg er, som skrevet, selv forholdsvis ny indenfor aktieinvestering og har ingen finansiel baggrund eller viden udover hvad jeg har læst mig til online, i bøger og lyttet til gennem podcasts. Vi starter alle et sted og vi kan alle lære at investere. Det gælder bare om at starte et eller andet sted!

 

Du må meget gerne skrive her på indlægget, hvis der er nogle ting eller begreber du som nybegynder gerne vil have uddybet og forklaret 😊

Heidi fortæller om at være nybegynder i investering

Comment

There is no comment on this post. Be the first one.

Leave a comment